onsdag den 7. november 2012

Pelle Pophår og Panodilpigen, Gunvor Reynberg


De to hovedpersoner i denne bog er Pelle Pophår og Petra. Både Pelle og Petra er lidt specielle og nørdede, og er ikke som de fleste andre i klassen. Pelle er ikke god i skolen, men er rap i replikken og ved en masse om de ting han går op i. Petra er ny i klassen og har en mor der har prøvet at begå selvmord. De to bliver sat sammen i et skoleprojekt og bestemmer sig for at det skal handle om den danske modstandskamp under 2. verdenskrig. Pelles oldefar, Olde-Pelle, var aktiv i BOPA og for at gøre fremlæggelsen ekstra spændende, planlægger Pelle og Petra at kidnappe oldefaren fra plejehjemmet og tage ham med i skole. Med hjælp fra en illegal indvandrer, de bliver venner med, lykkes kidnapningen. Der går dog ikke særlig længe før Olde-Pelle bliver ført tilbage til plejehjemmet og den illegale indvandrer bliver ført væk af politiet. Fremlæggelsen i skolen bliver dog alligevel spektakulær vha. teaterbomber, kostumer og lydeffekter.

Bogen er 1. bind i ny serie og er en sjov og actionmættet drengebog for de 10-12 årige

/Kristina

torsdag den 4. oktober 2012

Piratpigen Mary Read


Piratpigen Mary Read er en vaskeægte sørøverhistorie, der for en gangs skyld har en pige i hovedrollen. Bogen er den første i en serie på i alt to bøger og henvender sig mest til piger i alderen 9 til 12 år.

Året er 1690 og vi befinder os i England. Styrmand Read er sømand og skal ud at sejle i længere tid. Read og hans kone venter barn og Read forventer at det bliver en dreng og at han skal hedde Mark. Read går imidlertid ned med mus og mand og hans efterladte kone er overladt til sig selv. Hun føder en pige, der bliver døbt Mary. Mary er som snydt ud af næsen på sin far og opfører sig også som en dreng.

Da det er småt med pengene efter Marys fars død får Marys mor en dag en genial ide. Hun klæder Mary ud som en dreng og rejser til London. Her bor Marys farmor som er velhavende. Moren og Mary narrer farmoren til at tro at Mary er en dreng, som hedder Mark, og på den måde bliver hun sendt i latinskole. Det er imidlertid en fiasko. Mary er alt andet end boglig og er bedre til at klatre i træer end til latin. Da det en dag bliver for meget for Mary stikker hun af til søs. Her lever hun som skibsdrengen Mark, da det ikke er tilladt at have piger ombord.
Livet på søen er barskt og da skibet bliver overfaldet af pirater beslutter Mary sig til at skifte karriere fra skibsdreng til pirat og hun finder hurtigt ud af, at hun har talent for det.
 
Bogen er super spændende og så er det sjovt, at Mary rent faktisk er en historisk person, der levede i 1700-tallet.
 

Sophie

mandag den 16. april 2012

Exit jorden

Exit jorden er 1. del af science fiction serien ’Kampen om Mars’ og er mest til drenge, fra 10 til 13 år, der kan lide spændende bøger.

Vi befinder os på jorden i år 2069. Det meste af jorden er oversvømmet på grund af klimaforandringer, og folk må bo i bygninger på pæle og transportere sig rundt på vandjetski. Det er en barsk verden, hvor både pirater og tsunamier hærger. Da der ikke er landbrugsjord til at dyrke fødevarer, er man så småt i gang med at kolonisere Mars. Bogens hovedpersoner er Mark og hans far. De bor alene, og mens Marks far har travlt med at planlægge deres flytning til Mars, opholder Mark sig hos sin ældre ven Joe. En dag bliver Marks jetski stjålet af pirater. Marks far vil ikke hjælpe ham med at skaffe dem tilbage, da det er alt for farligt og Mark skal ikke bruge dem særlig længe, da de nu rejser til Mars om kort tid. Heldigvis vil Joes ven gerne hjælpe Mark og det bliver ikke helt ufarligt.

Bogen er fuld af action og spænding og fyldt med flotte og farverige illustrationer.

Sophie

fredag den 2. marts 2012

Gralens vogter (Den yngste tempelridder 1) af Michael P. Spradlin

Fantastisk middelalderunivers
Tristan er med på tempelriddernes korstog som væbner, da han får ansvaret for den mest hellige genstand i kristendommens historie, nemlig den hellige gral.
Den 15 årige forældreløse Tristan er opvokset i Skt. Albans kloster, hvor han blev efterladt som spæd. Her har han levet et stille og beskyttet liv, uden at kende sine rødder, indtil en stormfuld aften hvor en gruppe tempelriddere søger ly for natten. 

Han bliver væbner for den højtrespekteret tempelridder Sir Thomas og kommer med tempelridderne på Kong Løvehjertes korstog til Det Hellige Land, hvor Saladins hær skal nedkæmpes. Undervejs får Tristan både venner og fjender, og meget tyder på, at Tristan ikke er en helt almindelig dreng.

Fantastisk bog i et fantastisk univers, der både vil fænge både piger og drenge. Den er utrolig velskrevet og er meget tro mod virkeligheden. Der er to bind mere i serien, som allerede er udkommet på engelsk, så det er bare at vente på oversættelserne. Jeg kan ihvertfald ikke vente med at finde ud af, hvad der sker på Tristans rejse.

Katrine

torsdag den 6. oktober 2011

"Petrea" af Mette Finderup


Mette Finderup er tilbage med en ny serie om den 12 årige pige Petrea, der bor sammen med sin far på Nørrebro.
Petrea lever det seje storbyliv, hvor hun må være ude så længe hun vil, er venner med et band, bestående af drenge tre år ældre end hende selv og elsker sine slidte militærstøvler.
Da Petreas far beslutter sig for, at han vil rejse rundt med et omrejsende tivoli, må Petrea vælge mellem at tage med sin far eller flytte op til sin mor i Farum.
Petrea vil helst blive på Nørrebro og vil slet ikke flytte til fucking Farum. 
Petrea er en meget nutidig bog, om det at være skilsmissebarn samt de følelser man gennemgår, når man er på vippen til at blive teenager. Bogen er velskrevet, sjov og man føler, at man hurtigt kommer til at kende Petrea.  


Kristina